WORK                                                NEWS                                               ABOUT

(placeholder)
(placeholder)


Fra d. 14.-17. oktober viser jeg et nyt stedsspecifikt performanceværkFra d. 14.-17. oktober viser jeg et nyt stedsspecifikt performanceværk med titlen P-p-p-pengene på Christian IV's Børsbygning. Værket vises kl. 16.30 alle fire dage. DER ER NU FULDT BOOKET ALLE DAGE.


Lidt om værket:

P-p-p-pengene – en usikker eller undersøgende gentagelse? Eller måske et sammenbrud af ordet før det overhovedet er sagt? Titlen kan forstås på flere måder – ligesom værket, der som en collage af stemmer blander historie, overtro, virkelighed og fiktion – og kredser om netop dette, pengene.


Børsen blev opført af den byggelystne Christian IV, der grundet krigsgæld senere i livet måtte pantsætte flere af sine ejendomme, herunder Børsen, for at holde skindet på næsen. Værket opføres foran Boye Givskovs mosaik af Børsens historie. Gennem det flerstemmige format sammensættes historier om hverdagen med penge, om kogens dagdrømme og aktiemarkedets uforudsigelige bevægelser. Aktiemarkedet, dette menneskeskabte system, som opfører sig lige så turbulent og uforudsigeligt som vejret.


Lene Adler Petersens aktion Den Kvindelige Kristus fra 1969, hvor hun med et kors gik nøgen gennem børssalen, står som et hovedværk i dansk kunsthistorie. Værket var en konfrontation af storkapitalen, som forstyrrede business as usual. P-p-p-pengene står på skuldrene af dette værk, men anvender en anden taktik: Som et poetisk forstyrret foredrag eller en guidet tur under narrativt sammenbrud inviterer værket publikum indenfor i dette ellers lukkede hus, som ejes af og er hovedkontor for Dansk Erhverv. En handling, som rummer en væsentlig demokratisk pointe.

Børsen

Børsgade 2

1217 København K


Produktionen er støttet af by Indre By Lokaludvalg og Rådet for Visuel Kunst under Københavns Kommune, Statens Værksteder for Kunst og Statens Kunstfond.